Den højreorienterede bevægelse Dansk Front har fået nok af de gentagne hackerangreb på sine hjemmesider. De seneste uger har formodede sympatisører af Ungdomshuset på Nørrebro hacket sig ind på Dansk Fronts hjemmesider og lukket dem ned. Angrebene er nu blevet meldt til politiet, oplyser Dansk Front i en pressemeddelelse.
»Dansk Fronts internetsider – www.danskfront.dk og www.danskfront.net – har gennem den seneste tid været udsat for hackerangreb. Det har betydet, at siderne i perioder har været utilgængelige. Som reaktion på angrebet har Dansk Front nu foretaget politianmeldelse heraf,« lyder det i pressemeddelelsen.
Ifølge Dansk Front er hjemmesiderne blevet angrebet, netop som Dansk Front bragte en række artikler om bagmændene bag det omstridte ungdomshus på Jagtvej 69 i København.
»Ved at sætte navn på nogle af personerne bag Ungdomshuset og offentliggøre deres tvivlsomme hensigter, har Dansk Front bragt sig selv i den ekstreme venstrefløjs skudlinje. I Dansk Front tages angrebet derfor som et klart udtryk for, at de venstreekstreme grupper med alle midler søger at forhindre, at de belastende oplysninger i artiklerne skal komme til offentlighedens kendskab,« skriver Dansk Front.
Konflikten mellem aktivister på venstrefløjen og de højreorienterede bevægelser som Dansk Front eskalerede lørdag, da en demonstration i København mod Ungdomshuset udviklede sig til flaskekast mellem folk på højrefløjen og autonome.