Det er uvidenhed og afstumpethed. Sådan siger Holger Steinrud, formand for Skitzofreniforeningen, til Ekstra Bladet efter Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) på deres officielle snapchat-profil har delt et opslag fra Samsøs lokalafdeling af Skitzofreniforeningen.
I opslaget skriver DFU "Som skizofren har man vel altid selskab?". Teksten følger et billede, hvor Skizofreniforeningen Samsø skriver "Ønsker du selskab. Skizofreniforeningen Samsø skaber muligheden".
Holger Steinrud mener, at DFU "skulle holde sig fra at kommentere på ting, de ikke har forstand på", og DFU's formand Chris Bjerknæs beklager da også spøgen.
- Det har ikke været tiltænkt at støde eller genere nogen. Så jeg beklager selvfølgeligt, hvis opslaget har gjort det. Vi udlåner vores snapchat til vores medlemmer i forbindelse med vores arrangementer. Det her er hvad der kan ske, når man har med unge mennesker at gøre, siger Chris Bjerknæs til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at Snapchat-profilen udlånes til medlemmerne i forbindelse med arrangementer, og at indholdet således ikke er et udtryk for DFU's politik.
- Vi vil dog i endnu højere grad påpege, hvordan man skal kommunikere via vores medier, siger Chris Bjerknæs til avisen.
Billedet er ikke længere tilgængeligt på DFU's snapchatkonto, da de 24 timer opslaget var synligt, er udløbet.