Det bedste udfald af folketingsvalget 5. juni er, hvis Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet ender med at gå i regering sammen.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der samtidig er Folketingets formand. Det skriver Berlingske.
Pia Kjærsgaard mener, at dansk politik er præget af ustabilitet. Derfor er der behov for at lægge taktik og uenigheder til side og finde den løsning, der er bedst for Danmark.
- Det eneste rigtige er, at vi tre partier finder sammen i en flertalsregering. Det er det stærkeste, vi overhovedet kan gøre i denne situation.
- Det ville give en enorm stabilitet, at vi ved regeringsdannelsen kunne sætte os og tilrettelægge de næste fire år sammen. Vi kan udrette enormt meget sammen, siger hun til Berlingske.
Pia Kjærsgaard beskriver den politiske situation som kaotisk, uforudsigelig og ubehagelig, fordi fronterne bliver trukket op med ultimative krav.
En regering bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre ville ifølge Pia Kjærsgaard kunne skabe tryghed, ordentlighed og sikkerhed.
Hendes udtalelse kommer på bagkant af torsdagens udtalelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der foreslog en SV-regering efter valget, hvis ikke det lykkes ham at samle et blåt flertal.
Pia Kjærsgaard vil ikke afvise, at Dansk Folkeparti kan bakke op om den konstellation.
Men hun mener, at en SV-regering alene vil være mindre stabil, fordi den kunne give De Radikale mere indflydelse på udlændingepolitikken.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har afvist at danne regering med Venstre, da der i hendes øjne er for store forskelle på en række områder.
Pia Kjærsgaard har svært ved at se de store forskelle mellem de to partier og mener, at Mette Frederiksen vil være mere ansvarlig som leder, hvis hun åbner op for idéen og ikke taler den ned.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.