Dansk Folkepartis ledelse har i dag så bitterligt fortrudt, hvad først Søren Krarup og siden partiets kloge dreng, Kristian Thulesen Dahl, kom for skade at sige: At Dansk Folkeparti er antimuslimsk.

Med god grund: Meldingen er ulykkelig for Dansk Folkeparti. Og tragisk for alle os, der tror på sameksistens mellem kristne og muslimer i Danmark.

Dansk Folkeparti har i årevis – og det er legitimt og har stor klangbund i befolkningen – været imod religiøse særhensyn, mod kønsadskilt undervisning, mod tørklæder og mod æresvold. Partiet har åbent og fint kæmpet for at holde religion og politik adskilt og har talt på mange danskeres vegne, når det har udtrykt uro og vrede over unge muslimske mænds omfattende kriminalitet og deres had og foragt overfor dette frie land. Det land, der huser dem, og giver dem sikkerhed.

Partiet er ofte gået over anstændighedens grænser, blandt andet ved i annoncer generelt at kæde »muslimer« som befolkningsgruppe sammen med grov kriminalitet.

Som regel er det dog lykkedes partiet at optræde som et værdiparti, der er imod radikal islamisme og religiøs fundamentalisme, men ikke har noget generelt mod muslimer. Men kun lige indtil det øjeblik, hvor Krarup betegnede det som en æresbevisning at blive kaldt antimuslim, og hvor partiets ideologiske fyrtårn, Kristian Thulesen Dahl, istedet for straks at sige, at partiets holdning var en anden, lod sig rive med og flere gange bekræftede: Ja, Dansk Folkeparti er antimuslimsk.

At være antimuslimsk er forfærdende og det er racistisk. For er man antimuslimsk er man imod en hel gruppe mennesker, alene på grund af deres tro. Og det er selvsagt uacceptabelt at demokrater, der er medlemmer af parlamentet i et frit land, kan mene, tro eller tænke sådan.

Af Simon Andersen, chefredaktør Nyhedsavisen