Når det ikke er muligt at lukke muslimske friskoler, skal de have et benspænd, mener Dansk Folkeparti.
Torsdag fremsætter partiet et forslag i Folketingssalen, der i praksis vil forbyde friskolerne at undervise muslimske elever i deres modersmål.
Det skriver Avisen Danmark.
Forslaget vil gøre statsstøtte, der udgør 75 procent af friskolernes økonomi, afhængig af, at der udelukkende undervises i europæiske fremmedsprog.
- Det er målrettet friskoler, der modarbejder integrationen, altså muslimske friskoler. Vi ønsker ikke, at de skal modtage statstilskud, siger undervisningsordfører Alex Ahrendtsen (DF).
Ifølge avisen har undervisningsministeriet bekræftet over for ordføreren, at forslaget ikke strider mod Grundloven.
Desuden har han ved en af Folketingets jurister fået konstateret, at det ikke nødvendigvis strider mod menneskerettighedskonventionen, selv om Justitsministeriet vurderer modsat, skriver avisen.
Ifølge Ahrendtsen skal det dog være muligt at få dispensation for sprogkravet.
- Vi har jo ingen problemer med for eksempel kinesisk eller hebraisk, fordi kinesere eller jøder skaber hverken parallelsamfund eller integrationsproblemer, siger Alex Ahrendtsen.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har over for Avisen Danmark ikke ønsket at kommentere DF's forslag.
Men ifølge partiets undervisningsordfører, Henrik Dahl, kommer Liberal Alliance ikke til at stemme for det.
Det kan LA ikke, når embedsmænd i Justitsministeriet vurderer, at det er på kant med konventionerne, siger han. Det ærgrer ordføreren.
- Jeg synes simpelthen, at det er ærgerligt, at vi ikke kan trænge dybere ned i de tanker, der er bygget ind i forslaget om splittelse i samfundet og et legitimt behov for at undervise i sprog, siger Henrik Dahl til Ritzau.
- Jeg synes ikke, at forbud eller ikkeforbud er den relevante diskussion. Den relevante diskussion ligger i skoler, der underviser børn i at lade være med at integrere sig. Det er jeg ikke særlig interesseret i.
Men er det så ikke et helt andet lovforslag, du gerne vil diskutere?
- Jeg tror ikke, vi er færdige med det her. Vi taler jo også sammen i Folketinget i nogle andre formater end at stå nede i salen og tale med hinanden.
- Jeg tror, vi kommer til at vende tilbage til det her, fordi det er en væsentlig diskussion.
Heller ikke Socialdemokratiet vil ifølge Avisen Danmark lægge stemmer til.
Ifølge friskoleordfører Lars Aslan Rasmussen (S) er det forkert at gå så målrettet efter muslimske friskoler.
/ritzau/