Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om udarbejdelse af en dansk sproglov. Formålet med Dansk Folkepartis forslag er at sikre en sammenhængende dansk sprogpolitik, der kan bidrage til styrkelse og udvikling af det danske sprog som et komplet og samfundsbærende sprog.
Danmark er et lille land og et lille sprogområde, og det danske sprog er derfor konstant presset af fremmede sprog, der tales af flere og benyttes i internationale sammenhænge. I øjeblikket er det naturligvis engelsk, der især i kraft af den amerikanske dominans i den vestlige verden er ved at blive eneste sprog i international kontekst.
En sproglov skal tage klart sigte på at modvirke, at dansk lider domænetab, og inden for al offentlig forvaltning såvel som inden for videnskab, højere uddannelse og erhvervslivet skal det gennem lovgivningen sikres, at det danske sprog bruges og ikke viger for engelsk.
Alternativet til klart udformede sprogkrav vil være, at dansk gradvis hører op med at være et sprog, der er brugbart i videnskabelig sammenhæng og til videnskabelige formål. Det danske sprog visner på universiteter og uddannelsesanstalter. Hvor der ikke er brug, vil der i længden ikke være liv. Det er i dette perspektiv, man efter Dansk Folkepartis mening må anskue situationen.