Da Merethe Egeberg Holm, hidtil trofast partisoldat, gik på talerstolen under Dansk Folkepartis årsmøde, glemte hun, at tv-kameraerne snurrede løs.
Derfor ved vi nu alle, at fru Holm »hader muslimer«, at hun vil »sende alle muslimer ud af Europa«, og at hun håber på en »muslimfri dag om ugen«. Det er der ikke noget overraskende i, for Dansk Folkepartis medlemmer har aldrig forsømt en lejlighed til at male Allah på væggen.
Hun skulle bare ikke have sagt det højt – for den slags ytringer plejer partiet at nøjes med at komme med på lukkede møder. Sidste års sommerlejr for ungdomspolitikerne endte eksempelvis med en konkurrence om, hvem der kunne håne profeten Muhammed mest. For partiledelsen, som så gerne vil være stuerene, duer det bare ikke, når den slags siges højt. Schyyy, siger de så – og ekskluderer nogle gange hvert år de værste.
Havde fru Holm bare været folkevalgt i et par år, så havde hun lært lektien – ment det samme, men lagt filter på sine udtalelser. Sådan lidt som Mogens Camre, der i weekenden foreslog et par tusinde muslimer udvist og en gruppe danske konvertitter sat bag lås og slå. Nu kom damen imidlertid til at tale frit fra leveren, så hun bliver ekskluderet. Camre, derimod, han bliver hyldet.