I en tid, hvor arbejdsstyrken bliver ældre og ungdomsårgangene bliver mindre, vil det slet ikke være muligt at skaffe de 3.000 ekstra pædagoger, som Socialdemokraterne vil have ansat i landets børnehaver og vuggestuer.
Det siger uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen. Han mener ikke, at Socialdemokraterne forholder sig til problemet med at skaffe nok faguddannede pædagoger og frygter, at udspillet i værste fald vil udhule fagligheden hos pædagogerne.
»Jeg har stor respekt for de danske pædagoger. De gør et godt stykke arbejde med at tage vare på vores børn. Det er mit håb, at vi i de kommende år kan sikre tilgangen af dygtige studerende til pædagogstudierne, således at vi i fremtiden som minimum kan fastholde antallet af uddannede pædagoger på det nuværende niveau. Men når der reelt ingen arbejdsløshed er på området, og arbejdsstyrken bliver mindre, kan forslaget i værste fald føre til, at vores børn får dårligere pasning i fremtiden, fordi Socialdemokratiet går på kompromis med pædagogernes faglighed,« siger Martin Henriksen.