Tiårige kriminelle skal kunne straffes med indespærring døgnet rundt.
Det kræver Dansk Folkeparti, som onsdag forhandler med regeringen om en ny lavalder for unge, som skal kunne dømmes af nævn, hvis de bryder loven.
Det siger DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen.
- For os er det helt klart et krav til regeringen, at den nye unge lavalder bliver sat ned til ti år. Tiårige skal selvfølgelig også kunne komme for det nævn eller domstol, siger Peter Kofod Poulsen.
- Så man sikrer, at man kan gribe ind meget tidligt overfor unge, der begår kriminalitet. Og sætte ind med klare, hurtige sanktioner.
Så en ny lavalder på ti år er jeres ultimative krav for at lave en aftale med regeringen?
- Det er i hvert fald et meget klart ønske fra Dansk Folkeparti, når vi skal forhandle med regeringen. At man kigger velvilligt på dette ønske, siger Peter Kofod Poulsen.
Regeringen vil beholde den kriminelle lavalder på 15 år, men ønsker at indføre en ekstra unge-lavalder på 12 år, så unge kan sanktioneres ved et nævn, når de bryder loven.
Dansk Folkeparti vil sænke unge-lavalderen til ti år.
Nogle vil hellere tage en tiårig i hænderne end straffe dem?
- Der skal være en sanktion, hvis tiårige begår grov kriminalitet. Så skal der være muligheder for at rette dem op. For os er det væsentlige, at man bliver stillet til ansvar for den kriminalitet, man begår, siger Peter Kofod Poulsen.
Han vil ikke sætte børn i fængsel - hverken nu eller senere. Men unge kriminelle skal i flere år kunne leve på lukkede institutioner, siger retsordføreren.
- Det er et krav fra os: Der skal kunne sættes hårdt ind over for de unge, der begår kriminalitet meget tidligt, siger Peter Kofod Poulsen.
Socialdemokratiet vil bevare den kriminelle lavalder på 15 år, siger partiets retsordfører Trine Bramsen.
- Det er fuldstændig entydigt og klart, at Socialdemokratiet ønsker ikke at sænke den kriminelle lavalder. Hverken til tolv eller ti år. Men det er vigtigt, at vi får hånd om de unge, der er ude på et skråplan, siger Trine Bramsen.
/ritzau/