Der var efterhånden røget lidt for meget på sidebenene hos Viaplay-ekspert Thomas Gravesen, hvis vægt var nået op omkring 110 kilo. Men med medicin og en omlagt kost har den tidligere landsholdsspiller på blot syv måneder transformeret sit liv. Det fortæller han til B.T.
– Jeg var kommet op at veje 108-110 kilo. Jeg nød min hverdag, hyggede mig og tænkte ikke over vægten – men når man kommer op i alderen, stopper forbrændingen bare lige pludselig. Så de kilo havde sneget sig ind på mig. Jeg havde jo ikke en stor mave eller hængekinder, jeg var bare fyldt op, forklarer Gravesen, der både begyndte at sove dårligt og få problemer med vejrtrækningen på grund af de ekstra kilo.
En tur hos lægen udstyrede den tidligere landsholdsspiller med en recept på Wegovy, og selv om han beskriver de første to måneder som hårde, har medicinen fungeret rigtig godt for Gravesen.
– Jeg skrev dagbog for at sørge for, at alle tankerne ikke bare forsvandt. Den delte jeg med min læge – og han syntes, det var et genialt træk.
I dag er Thomas Gravesen nede på 82 kilo – blot to kilo fra sin kampvægt i Real Madrid-dagene. Selvom kosten er lagt om, og slik og cola har fået det røde kort, fortsætter han med Wegovy, som han kalder en “gamechanger”.
Siden han stoppede som professionel fodboldspiller i 2009 har Thomas Gravesen været tilknyttet en række danske medier som højt profileret kommentator og ekspert. Sidste år skiftede han fra Discovery til Viaplay.
Privat danner Thomas Gravesen par med Liane Bagger Hansen, og de bor i en landejendom ved Vejle.