Var søndagens forulykkede SAS-fly en enlig svale eller er den helt gal med flysikkerheden i Danmark?
Det får vi allesammen svar på, når flysikkerheden i Danmark næste år bliver gået efter med tættekam.
Det sker når flybranchens internationale organisation for flysikkerhed, ICAO, kommer på rutinebesøg i Danmark for at tjekke, at Danmark lever op til de internationale standarder. Det fortæller kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen (SLV) Thorbjørn Ancher:
- Det er et rejsehold, der tager rundt til forskellige lande og ser luftfartsmyndighederne efter i kortene. Til næste år kommer de til Danmark og laver en større kulegravning, siger han.
ICAO star for ’International Civil Aviation Organization’. ICAO blev oprettet efter Anden Verdenskrig for at sikre ens standarder for flysikkerhed i FN-landene. I dag er 189 lande med i organisationen.
Reglerne betyder, at en flyveplads i Singapore er indrettet efter samme principper som en flyveplads i Billund: At skiltningen ligner hinanden, at klokken uanset tidszone, er den samme, og at malingen på de veje, der fører ud til startbanen, er ens.