Ritzau
Opdateret kl. 00:10
Socialdemokratiet vil fjerne muligheden for at søge asyl i Danmark. I stedet skal ansøgere sendes til en lejr i eksempelvis Nordafrika, foreslår partiet ifølge DR og Berlingske.
Men den model er helt urealistisk, mener Dansk Flygtningehjælp.
Generalsekretær Christian Friis Bach har søndag aften læst det af Socialdemokratiets udspil, der var tilgængeligt, og han synes, forslaget som gengivet har et par huller.
- Det er urealistisk at forestille sig, at man kan oprette de her lejre. At landene vil acceptere dem. Og at vi kan organisere dem, uden at det vil være i strid med en lang række principper for det internationale flygtningearbejde, siger han.
Ifølge DR vil Socialdemokratiet behandle asylansøgeres sager, mens de befinder sig på et modtagecenter i eksempelvis Nordafrika.
Hvis de tildeles asyl, mener Socialdemokratiet ifølge DR, at de skal flyttes til FN-flygtningelejr.
Det forstår Christian Friis Bach ikke.
- Der er ikke noget, der hedder en FN-lejr. FN har intet territorium, siger han med forbehold for, at partiet fremlægger en del af udspillet, som ikke er tilgængelig søndag aften.
Selve formålet med forslaget er ifølge Berlingske at "genvinde" kontrollen med hvor mange med ikke-vestlig baggrund, som kommer til Danmark. Men Christian Friis Bach mener, at forslaget i så fald er et selvmål.
- De her forslag er kortsigtet. Hvis andre lande - herunder de lande, der huser millioner af flygtninge - gør det samme, vil det internationale flygtningesystem bryde sammen, siger han.
- Det vil give langt større og mere uregulerede flygtningestrømme mod Europa.
/ritzau/