Det var angiveligt forkert at give 350 irakiske asylansøgere afslag. Det mener Dansk Flygtningehjælp, der nu kæmper for at få irakernes sag genoptaget af Flygtningenævnet, skriver Berlingske Tidende.
»Vi har generelt respekt for Flygtningenævnets afgørelser, men vi mener, at nævnet administrerer for restriktivt i visse tilfælde - bl.a. i den aktuelle sag med irakerne. Vi kunne godt ønske os, at Flygtningenævnet af egen drift tog sagerne op, men nu må vi så hjælpe de afviste irakere,« siger Anne La Cour, afdelingsleder for asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, til avisen.
Organisationen øjner en mulighed for, at genoptagelsen kan lykkes, efter FN’s organ for flygtninge, UNHCR, forleden advarede mod hjemsendelser til Irak og blandt andet opfordrede den danske regering til at give de afviste irakere ophold.
Det er Flygtningenævnet, der tager stilling til, hvem der bør have asyl. Nævnet fungerer uafhængigt af det politiske system.