Det tog kun tre kvarter. Så havde badmintonspillerne Christinna Pedersen og Joachim Fischer spillet sig i finalen i mixeddouble ved Super Series Premier-turneringen Indonesia Open.
De to danskere bankede lørdag de andenseedede indonesere Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir i to overbevisende sæt, 21-15 og 21-14.
På papiret var indoneserne klare favoritter, men det danske par var bedst i størstedelen af kampen.
I andet sæt spillede Christinna Pedersen og Joachim Fischer sig frem til seks matchbolde, og parret udnyttede den første mulighed for at vinde kampen.
Mens alle andre danskere røg ud i første runde af den stærke turnering i Jakarta, har Joachim Fischer og Christinna Pedersen holdt stand og er nu en kamp fra at vinde turneringen.
/ritzau/