Deltagerne ved VM i sejlsport i Aarhus blev nødt til at være tålmodige på førstedagen torsdag.
Men efter nogle timers venten på tilstrækkelig vind kom der gang i sejladserne i mændenes finnjolle og 470-jolle for begge køn.
I finnjolle var André Højen Christiansen første dansker i aktion ved VM.
Han sluttede som nummer 19 i sin sejlads.
Danskeren ligger dermed på en delt 37.-plads blandt de 90 deltagere, mens brasilianeren Jorge Zarif og Josip Olujic fra Kroatien deler førstepladsen.
I kvindernes 470-jolle var sejlerne i aktion to gange. Efter førstedagen fører franske Camille Lecointre og Aloise Retornaz.
De blev henholdsvis nummer to og seks i deres første sejladser.
Herrerne i 470-jolle kom kun i aktion en enkelt gang torsdag.
Grækerne Panagiotis Mantis og Pavlos Kagialis deler føringen med svenskerne Anton Dahlberg og Fredrik Bergström.
/ritzau/