Danmark måtte søndag se sig besejret i EM-finalen, da de hollandske værter besejrede de danske kvinder 4-2 i Enschede.
Danmark var for første gang i en EM-finale, men efter en lang turnering med stor succes måtte Danmark erkende, at Holland på hjemmebane var for stor en mundfuld.
Den danske EM-profil Nadia Nadim bragte Danmark foran 1-0 på et straffespark, men hun erkendte, at Holland var det bedste hold på dagen.
- Jeg ved ikke, om de havde flere kræfter. De virkede til at være mere friske end os. De spillede bedre og scorede mere, end vi gjorde.
- Jeg er sindssygt skuffet. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige.
- Det er fedt, at vi er nået så langt, men lige nu har jeg ikke ordene. Jeg er skuffet og ked af det. Jeg ville ønske, vi kunne have vundet, men vi var ikke dygtige nok, siger Nadia Nadim til TV2.
Vivianne Miedema udlignede til 1-1 for Holland i første halvleg, hvor der var godt gang i scoringerne. Efter 28 minutter bragte Lieke Martens Holland i front, men fem minutter senere udlignede Pernille Harder fra distancen.
Sherida Spitse og Miedema scorede for Holland i anden halvleg.
Den danske stjerne Pernille Harder var også skuffet efter nederlaget, men havde alligevel overskud til at sætte pris på den flotte danske slutrunde.
- Vi har jo stadigvæk gjort noget sindssygt stort, siger hun til DR1.
- Vi har nogle chancer, vi kan score på, men Holland har også nogle gode spillere, og man må også bare tage hatten af for dem, siger Pernille Harder.
/ritzau/