Den tidligere landevejsverdensmester Amalie Dideriksen kom torsdag først over målstregen på de hollandske landeveje, da hun vandt 3. etape af Boels Ladies Tour.
I spurten satte danskeren sine konkurrenter på plads, efter at feltet havde brugt kræfter på at hente et udbrud. Etapen havde mål i byen Gennep, der ligger nær grænsen til Tyskland.
Med sejren gav hun sin arbejdsgiver, Boels-Dolmans, noget at juble over, efter at det hollandske cykelhold i sidste uge indgik en ny kontrakt med danskeren, som også kører for holdet i næste sæson.
Etapesejren i Holland rangerer dog næppe højt på danskerens meritliste.
Dideriksen blev i 2016 verdensmester i linjeløbet på landevej. Sidste år vandt den tidligere juniorverdensmester bronze i samme disciplin.
På bane vandt Amalie Dideriksen i år VM-sølv i omnium og VM-bronze i scratch. I august blev hun europamester i parløb sammen med Julie Leth.
Ved OL i Rio i 2016 blev Amalie Dideriksen nummer fem i omnium, og det næste OL i Tokyo om to år er et stort mål for danskeren.
/ritzau/