Kropsvisiteringer er fast praksis før retsmøder, og det bør ikke være muligt at smugle gift med i retten, siger en tidligere dommer ved FN-tribunalet ICTY.
- Det bør ikke kunne ske. Jeg har siddet i retten hver dag i syv år, og jeg har aldrig oplevet det, siger Frederik Harhoff.
Harhoff, som i dag er professor emeritus, var i en årrække dommer ved krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.
Det er ikke bekræftet, om Slobodan Praljak, der blev dømt for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, faktisk indtog gift.
Men han drak af en lille brun flaske. Det fremgår tydeligt af billeder fra rettens officielle videotransmission. Hans forsvarer sagde i retten, at Praljak havde indtaget gift, og en læge blev tilkaldt.
Alle, der kommer ind i tribunalets retslokaler i Haag, bliver visiteret, og medbragte ting gennemlyses som i en lufthavn, fortæller juraprofessoren.
- Det bør selvfølgelig ikke kunne ske, og jeg har også svært ved at tro, at det er sket. Alle, der bliver ført ind i retslokalet - undtagen dommerne og deres hjælpere - bliver kropsvisiteret, siger Frederik Harhoff.
Den danske juraprofessor nævner dog eksempler på, at det tidligere er sket, at tilstedeværende ved retssager har haft held til at smugle sager ind.
Han mener, at der må være tale om en menneskelig fejl i sikkerheden, hvis Praljak har smuglet gift ind i retslokalet.
Tribunalet i Haag har onsdag eftermiddag meddelt, at retslokalet nu håndteres som et "gerningssted".
En time efter den påståede giftindtagelse meddeler en ansat ved domstolen, at Praljak fortsat er i live. Han modtager behandling, hedder det.
En dom på 20 års fængsel til Slobodan Praljak blev stadfæstet onsdag. Det skete umiddelbart før de dramatiske begivenheder.
/ritzau/