Årets Tour de France har været forskånet for sager med doping under løbet indtil videre, men Anti Doping Danmark følger alligevel udviklingen nøje.
Der er flere danske ryttere i feltet, som detaljeret har skullet oplyse om deres færden under løbet.
"Vi er med i sammenslutningen af nationale antidoping-organisationer, og vi er også med i en gruppe på ni andre lande om skærpede regler, hvor vi er sparringspartnere for Wada i forbindelse med revidering af deres regelsæt, og hvordan man udfører kontroller," siger sekretariatschef Finn Mikkelsen til Newspaq.
Han understreger, at man har særlig fokus på cykelsport efter de senere års mange skandaler.
"Cykelsporten er noget af det, vi prioriterer mest, og de bedste ryttere skal oplyse om, hvor de befinder sig, sådan at vi kan finde dem hver dag, men vi blander os ikke i kontrollen under løbet," siger han.
Der er en helt klar beredskabsplan, hvis det skulle vise sig, at Tour-feltet indeholder en dansk dopingsynder.
"Så vil de overgive sagen til UCI, som vil rette henvendelse til Danmark om den positive sag. Har vi sådan en sag, overgiver vi den til Dansk Idræts Forbund med henblik på at få den afgjort i dopingnævnet," fortæller Finn Mikkelsen.
Han mener, at Anti Doping Danmark viste sin rolle meget tydeligt, dengang Michael Rasmussen blev hevet ud af løbet for at have løjet om sine opholdssteder.
Brian Vandborg, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen er de danske deltagere i årets største cykelløb.