Filminstruktøren Pernille Rose Grønkjærs dokumentarfilm ’The
Monastery’ har modtaget den
nyindstiftede ’Cinema Eye Award’ i New York for ’Bedste internationale
film’.
Det oplyser DR, som har været med til at finansiere filmen.
Prisen er oprettet af en række førende amerikanske festivaler i utilfredshed med valget af dokumentarer ved årets Oscar-uddeling.
Blandt de danske nominerede var også filmen ’Flying: Confessions of A
Free Woman’, instrueret af Jennifer Fox.
’The Monastery’ blev sendt på DR2 i december 2007. Dokumentarfilmen handler om den nu afdøde Jørgen Lauersen Vig, som for over 50 år
siden købte Hesbjerg Slot på Fyn for at gøre det til et kloster.
Filmen har høstet en række priser de seneste måneder. Blandt andet har den hentet priser ved Sydney Film
Festival i Australien, og ved festivalen cph:dox i København, ligesom
The Monastery i februar fik en Bodil som ’bedste dokumentarfilm’.