Dansk damedouble er klar til ny All England-finale

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til All England-finale efter sejr over japanere i to sæt.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til finalen i All England for andet år i træk.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til finalen i All England for andet år i træk. Foto: Sportxpress/Scanpix

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er for andet år i træk klar til finalen i All England.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I lørdagens semifinale levede de tredjeseedede danskere op til favoritværdigheden og besejrede japanerne Mayu Matsumoto og Wakana Nagahara med cifrene 21-15, 22-20.

Dermed får de muligheden for at revanchere sidste års finalenederlag. Det bliver mod et japansk par. Spørgsmålet er bare, om det bliver de fjerde- eller femteseedede, der mødes i den anden semifinale senere lørdag.

Skulle danskerne vinde finalen, vil det være den første danske All England-triumf i damedouble siden 1965.

Danskerne tog teten i første sæt, men japanerne hang på til 12-13. Herfra var der dog tale om klar dansk dominans. Føringen voksede til 20-14, hvorefter den anden sætbold blev udnyttet på en japansk fejl.

Andet sæt skulle blive noget mere lige. Japanere havde små føringer igennem det meste af sættet, men danskerne kom på 15-15 og løftede niveauet på de næste bolde.

Dansk føring på 19-16 blev til 19-18, før Rytter Juhl hamrede et smash ned på japanernes halvdel til to matchbolde. De missede dog begge og måtte så ud i ombolde.

Her havde danskerne de bedste nerver og vandt de efterfølgende to bolde og dermed kampen.

Christinna Pedersen har endda muligheden for at spille sig i to finaler, da hun senere lørdag også spiller semifinale i mixeddouble sammen med Mathias Christiansen.

Også Mathias Boe og Carsten Mogensen spiller semifinale i herredouble lørdag aften, mens Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen tabte deres semifinale tidligere lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.