Det danske cykelbudfirma Chainge er gået konkurs.
Det skriver Børsen på baggrund af oplysninger fra det svenske moderselskab Movebybike.
Børsnoterede Movebybike opkøbte ellers for nylig Chainge, der blev stiftet i 2019 som et mere miljøvenligt alternativ og blandt andre havde Aarstiderne som kunde.
Ifølge regnskabet fra 2023 var bruttofortjenesten for året 3,1 millioner kroner og bundlinjen et minus på 4,4 millioner kroner. Egenkapitalen lød derfor på et minus 3,2 millioner kroner.
I ledelsesberetningen fremgår det, at årets resultat skyldes højere lønudgifter og manglende indtjening, skriver Børsen.
I april havde Chainge 80 ansatte, og i en pressemeddelelse skriver Movebybike blandt andet:
- Vi vil arbejde omhyggeligt med at undersøge alle tilgængelige muligheder og vurdere, hvordan vi bedst kan gå videre under disse omstændigheder.
Det fremgår også i Statstidende, at Chainge er taget under konkursbehandling.