Danmarks Cykle Union (DCU) er ramt af en overraskende dopingsag i selve maskinrummet, unionens egen bestyrelse.
Formanden for Holte Cykel Klub og medlem af DCU-bestyrelsen, Søren Svenningsen, er taget i en dopingtest i forbindelse med et veteranklasseløb.
Som konsekvens fratræder han begge poster med øjeblikkelig virkning, skriver unionen.
- Jeg er dybt rystet over at have modtaget nyheden om Søren Svenningsens positive dopingtest.
- Vi står for en klar og kontant antidopingholdning i DCU, og at en leder i dansk cykelsport og endda et bestyrelsesmedlem i DCU er testet positiv, og dermed bryder vores tillid, er utilgiveligt, siger DCU-formand Tom Lund i en pressemeddelelse.
Dopingtesten indeholder testosteron og to glukokortikoider.
Det vil måske overraske nogen, at der også foretages dopingtest i veteranklassen. Men det glæder DCU-formanden, at det fungerer.
- Faktisk er Søren Svenningsens sag et eksempel på vores gode samarbejde med Anti Doping Danmark, da vi netop har peget på behovet for at teste i veteranklasserne, siger Tom Lund.
Søren Svenningsen er tidligere holdejer på Team Capinordic, som på et tidspunkt var Danmarks stærkeste kontinental-hold. Holdet lukkede for et par år siden på grund af økonomiske problemer.