Rasmus Stjerne var en stolt mand, da det sent torsdag stod klart, at han og hans curlingherrer er klar til at kæmpe om VM-medaljer til Danmark.
Med en flot sejr på 8-7 over Sveriges regerende verdensmestre sluttede Danmark på andenpladsen i grundspillet og har dermed to chancer for at nå helt til tops.
Et nederlag kunne have sendt Danmark ud af turneringen.
- En tæt kamp mod verdensmestrene, et af de bedste hold i verden, og vi skulle vinde. Det er sådan en lettelse (at gøre det).
- Jeg er virkelig forbløffet over, at vi holdt sådan sammen, blev ved med at spille spillet, blev ved at holde presset, siger Rasmus Stjerne ifølge worldcurling.org.
I kampen mod de regerende svenske verdensmestre skiftedes de to hold til at føre, før Danmark kom fra 6-7 til 8-7 i tiende og sidste ende.
Efter den tætte kamp var skipper Rasmus Stjerne da både lettet, overvældet og stolt.
- Det har virkelig været en følelsesmæssig tur for os, men jeg er så stolt over, at vi kan sige, at vi klarede os videre til playoff-kampene, siger Rasmus Stjerne.
Danmarks andenplads i grundspillet betyder, at Team Rasmus Stjerne skal møde grundspilsvinderen fra Canada i den første playoff-kamp.
Vinderen af kampen går direkte i VM-finalen, mens taberen går i semifinalen, hvor vinderen af opgøret mellem Japan og USA venter. Vinderen af semifinalen får den anden finaleplads.
I grundspillet tabte Danmark til Canada i ekstra ende, men vandt over Japan og fik USA til at opgive.
Rasmus Stjernes mandskab spiller første playoff-kamp fredag.
/ritzau/