Det er nye juletider i den aarhusianske bydel Trøjborg. Her er der ingen gran og ingen julelys i handelsgaden Tordenskjoldsgade, skriver Aarhus Stiftstidende.
Årsagen er simpel: Handelsstandsforeningen nyder ikke den nødvendige opbakning, og det betyder at foreningens kasse er tom.
- Jamen, det er skræmmende. Jeg synes, det ser så kedeligt og trist ud og er det store samtaleemne. Men den simple årsag er, at vi kun er 28 ud af 60 forretninger, som betaler til foreningen. Vi har ikke råd, siger formanden for Trøjborg Handelsstandsforening, frisørmester David Posin til Aarhus Stiftstidende.
Samtidig er den gamle juleudsmykning i så dårlig stand, at den ikke er værd at hænge op. Og ifølge David Posin koster en en ny udsmykning 100.000 kroner, mens det koster 25.000 kroner at få sat en udsmykning op og taget ned igen.
Allerede sidste år var det skidt med julepyntningen i bydelen. Det forsøgte nogle borgere at tage hånd om og satte 55 juletræer op i Trøjborg og i Tordenskjoldsgade. Træerne blev dog fjernet, da en bilist var tæt på at køre galt på grund af et juletræ, der stod og svajede i et kryds, skriver avisen.
Trøjborg Handelsstandsforening er kun to år gammel, og David Posin håber, at det triste syn nu vil give foreningen flere medlemmer:
- Nu håber jeg, at der sker noget, så vi kan få råd til en samlet løsning med juleudsmykning. Vi vil lave et mærke, som medlemmerne kan sætte på deres vindue - og håber at få flere med i foreningen. Det er for kedeligt, som det er nu.