Dansk bordtennishåb slår sig sikkert videre ved VM

Jonathan Groth tog en klar 4-0-sejr over Quadri Aruna ved VM. I næste runde venter verdens nummer 11.
Jonathan Groth er videre i herresingle ved VM, hvor han nu er blandt de 32 bedste. (arkiv)
Jonathan Groth er videre i herresingle ved VM, hvor han nu er blandt de 32 bedste. (arkiv) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Bordtennisspilleren Jonathan Groth lever fortsat ved VM i Düsseldorf, hvor han nu er blandt de 32 bedste spillere i herresingle.

Groth besejrede torsdag aften den nigerianske OL-kvartfinalist Quadri Aruna med 4-0 i sæt og indløste i sikker stil billet til næste runde.

Sejrscifrene lød på 14-12, 11-9, 11-5 og 11-6.

Dermed fik det danske bordtennishåb en succesoplevelse som afslutning på en noget blandet torsdag, hvor han også røg ud af både herredouble og mixeddouble.

Sejren over nigerianeren var overraskende sikker, set i lyset af at Aruna som nummer 37 på verdensranglisten er fem pladser over Groth.

De to første sæt var meget tætte, men Groth vandt dem begge og havde derefter kontrol over kampen.

Aruna fik kun 5 og 6 point i de to sidste sæt, og nu er Danmarks bedste spiller altså klar til næste runde fredag.

Her kommer han på en vanskelig opgave mod verdensranglistens nummer 11, japaneren Koki Niwa.

Tidlige torsdag måtte Jonathan Groth se sig slået i ottendedelsfinalen i både herre- og mixeddouble.

I herredouble tabte han sammen med tyske Patrick Franziska til det hviderussiske par Vladimir Samsonov/Pavel Platonov i syv sæt med cifrene 8-11, 11-8, 7-11, 5-11, 11-4, 11-9, 7-11.

Den dansk-tyske konstellation var ellers seedet som nummer to i turneringen.

Kort forinden havde Groth også tabt efter syv sæt i mixeddouble sammen med makkeren Yalan Feng fra Kina.

Sammen tabte de til Chun Ting Wong/Kem Hoi Doo fra Hongkong med 8-11, 8-11, 11-5, 11-7, 11-9, 9-11, 8-11.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.