Danmarks eneste OL-bokser Dennis Ceylan føler sig allerede godt til rette i London efter bare en enkelt dag i den olympiske by.
Det har nemlig vist sig, at atleternes by er et stort tag-selv-bord, når det kommer til mad, drikkevarer og den slags.
- Det der med, at man bare kan gå hen og tage, hvad man har lyst uden at blive beskyldt for at være tyv, det er lidt underligt, siger Dennis Ceylan.
- Man går bare hen og tager et stykke frugt eller noget, så kigger man på personalet for at se, om det er okay. Værsgo du tager bare - man skal ikke op med nogen penge. Det er sådan man drømmer om, at verden skal være.
- Man føler sig som en tyv uden at blive dømt for det, forklarer den danske bantamvægter, der er opvokset på børnehjem i Aarhus.
Når Dennis Ceylan ikke lige nyder faciliteterne i OL-byen, så står den på træning inden lørdagens kamp mod en endnu ukendt modstander.
- Jeg skal træne to gange i dag. Vi træner udenfor, fordi der er så godt vejr. Og så er der også for langt hen til træningslokalet.
- Jeg skal ikke sparre mod nogen. Jeg skal have styr på mit hoved og træne lidt, så kroppen kommer i gang, fortæller Ceylan.
Fredag er der indvejning, hvorefter der er lodtrækning, inden de første boksekampe begynder på lørdag.
/ritzau/