Det blev kun til en enkelt kamp ved OL for den danske bokser Dennis Ceylan. Danskeren led et klart nederlag til irske John Joe Nevin, der vandt alle tre runder ifølge dommerne.
Samlet lød den irske pointsejr på overlegne 21-6, dommerne dømte 5-2, 8-2 og 8-2 i Nevins favør i de tre runder.
Tre runder af tre minutter var altså, hvad det blev til for bantamvægteren Dennis Ceylan i London.
Da lodtrækningen parrede Ceylan og Nevin, var der grund til skepsis. Ireren er femteseedet ved OL, og i og med de fire topseedede først træder ind i turneringen i anden runde, lignede det den værst mulige lodtrækning.
Den danske lejr var dog optimistisk og mente, at lodtrækningen var fin. Ceylan har tidligere trænet med Nevin, og ifølge sin træner Gunnar Berg havde Ceylan godt styr på ireren ved den lejlighed.
Det havde han ikke i bokseturneringen ved OL.
Den danske bantamvægter er den første danske OL-deltager i boksning siden 1996, men med det klare nederlag er det altså slut med dansk deltagelse i den olympiske bokseturnering.
/ritzau/