De seneste dages ekstreme vejr har været hård ved naturen. Regnen og kulden har fået den ene af de to storkeunger i Danmarks eneste beboede storkerede ved Roskilde til at bukke under.
Det fortæller Jes Frederiksen, der er formand for storkene.dk, der kæmper for bevarelsen af storkene i Danmark.
"Det startede allerede med at regne torsdag middag og stoppede først fredag nat. Så meget regn kan en storkeunge, der ikke er så gammel slet ikke tåle, så den bliver kølet ned og dør ganske enkelt af kulde," siger han til Newspaq.
Den anden storkeunge har det efter omstændighederne godt. I løbet af i går fik den varmen igen og begyndte igen at tage mad til sig, fortæller Jess Frederiksen.
Storkeungerne var det eneste kuld storkeunger i 2009 og de første storkeunger i Danmark siden 2007.