Danmarks herrelandshold i basketball kan søndag aften tage endnu et skridt på vejen mod EM-slutrunden i 2021, som var det store mål, da forbundet i maj 2017 ansatte Erez Bittman som landstræner.
Danmark vandt sin første kvalifikationsgruppe med maksimumpoint, og i det andet gruppespil har holdet vundet sine to første kampe mod Sverige og Hviderusland.
Søndag aften kan danskerne tage endnu et skridt mod gruppesejren med en hjemmesejr over Hviderusland i Næstved.
- Det er den vigtigste kamp for landsholdet i mange år, så det handler bare om at være klar, siger landstræner Erez Bittman på Danmarks Basketball Forbunds facebookside.
Han har fået opbygget et godt fundament og er altså ubesejret med holdet i betydende kampe.
- Der er en god kemi og atmosfære på holdet. Sejrene i det første gruppespil har givet selvtillid, og der er kommet en tro på, at holdet kan være med på det niveau. Særligt den heroiske sejr ude mod Hviderusland gav selvtillid, siger træneren.
I det aktuelle gruppespil fører Danmark gruppe A med fire point for to kampe, mens Sverige og Hviderusland har henholdsvis tre og to point for det samme antal kampe.
Med en gruppesejr vil Danmark gå videre til det afgørende gruppespil, hvor Europas 32 bedste nationer deltager. De inddeles i otte grupper med fire i hver, hvorfra de tre bedste kvalificerer sig til EM.
Thomas Bilde, der er ekspertkommentator hos TV2 Sport, ser det ikke længere som usandsynligt, at Danmark kan komme med til slutrunden.
- Havde du spurgt mig for syv måneder siden, havde jeg sagt "ingen chance", fordi det er så stor en sport på verdensplan og i Europa, men nu ser det pludseligt ret fornuftigt ud.
- Men det kræver selvfølgelig, at vi rammer vores bedste og har noget held. Så behøver der ikke være langt til dem, vi skal slås med om de sidste EM-pladser, siger Thomas Bilde.
Han fremhæver, at Danmark til denne kamp igen råder over Bakken Bears-spillerne Darko Juric og Adama Darboe, der har været profiler hos Bakken i de seneste sæsoners europæiske succeser.
- De kommer med noget fysik fra de internationale kampe hos Bakken, så jeg er ret fortrøstningsfuld, lyder det fra Bilde.
Søndagens kamp begynder klokken 20.
/ritzau/