Den tidligere topspiller Christinna Pedersen skal forsøge at hjælpe Englands bedste badmintonspillere til succes.
Hun er således blevet ansat som performance coach i Badminton England, skriver det engelske forbund på sin hjemmeside.
Hun skal fire dage om måneden være med til at udvikle både spillere og trænere i de tre doublediscipliner.
- Jeg glæder mig helt vildt til at dele ud af min erfaring på godt og ondt. Der var meget i min egen karriere, der fungerede godt – men der var også noget, der fungerede mindre godt.
- Nu glæder jeg mig til at dele mine erfaringer med nogle sultne spillere i England, siger Pedersen til TV 2 Sport.
Som aktiv vandt Pedersen blandt andet OL-sølv i damedouble med Kamilla Rytter Juhl i 2016 og OL-bronze med Joachim Fischer i 2012.
Hun tog også fem medaljer ved VM, blev europamester seks gange og vandt i alt tre turneringer på BWF World Tour.
/ritzau/