Danmark gik lige præcis glip af medaljer, da der fredag blev sejlet finaler ved EM i Nacra 17 i Kiel.
Før det sidste ud af i alt tre medal races lå Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck på en samlet andenplads, men besætningen måtte nøjes med en samlet placering som nummer fire.
- Det er hårdt at ende lige uden for medaljerækken. Vi er superskuffede lige nu, men prøver at se resultatet i det store billede, og forhåbentlig kan vi om et par dage glæde os over at have været med i kampen, siger skipper Lin Ea Cenholt til Dansk Sejlunion.
Chancen for medaljer var til stede lige indtil de sidste meter, hvor danskernes afsluttende satsning ikke bar frugt.
Dermed slutter Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck EM på en samlet fjerdeplads. Blot tre point fra en bronzemedalje.
I samme klasse sluttede Allan Nørregaard og Anette Viborg på en syvendeplads.
Vinderne blev italienerne Ruggero Tita og Caterina Banti, spanske Fernando Echavarri Erasun og Tara Pacheco van Rijnsoever fik sølv, og briterne Ben Saxton og Katie Dabson tog bronzemedaljerne.
Der skulle også fordeles medaljer i 49erFX-klassen, hvor torsdagen havde været hård ved de forsvarende europamestre Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen.
Danskerne røg torsdag fra en samlet 2.-plads ned på en 9.-plads.
Der blev kun afholdt to af fredagens medal races på grund af dårligt vejr, men det var dog nok til, at Hansen og Salskov-Iversen kunne sejle sig op på en samlet 6.-plads.
- Det var en mega fed sidste EM-dag. Adrenalinen pumpede, og vi kæmpede os rundt på banen. Om vi er tilfredse? Vi har sejlet over al forventning fem ud af seks dage. Én dårlig dag fik os ned på resultatlisten, og det er vi selvfølgelig irriterede over.
- Men uden nedture lærer man ikke, og vi er bare glade for at være tilbage og for at kunne fyre den af, siger Katja Salskov-Iversen.
/ritzau/