Den danske ambassade i Kroatiens hovedstad Zagreb er kommet på overarbejde efter beskyldninger om, at ambassadør Bo Eric Weber vil bremse kroatisk EU-medlemskab.
Ambassadøren siger til politiken.dk, at historien kører i alle kroatiske medier, men ikke desto mindre er det pure opspind.
Angiveligt skulle Bo Eric Weber have sendt et brev til EU-kolleger, og det brev har han nu udbedt sig en kopi af, da han aldrig har skrevet det.
En konflikt mellem den kroatiske stat og en lokal fabrik i skikkelse af danskbaserede Rockwool nævnes som stridens kerne, der skulle have bevirket ambassadørens handling.
Kroatiske aktivister har beskyldt fabrikken for at skade miljøet.
Den ansvarlige journalist er nu blevet meldt til det kroatiske pressenævn med krav om et fuldstændigt dementi af historien.