Mange thaiere står uden bolig, efter de værste oversvømmelser i 50 år har ramt landet. Og mens de vandmasser, som allerede er i byen, langsomt er på retur, forventer man nye oversvømmelser.
Den danske ambassadør i Thailand, Michael Winter, forklarer, at det netop er forventningerne til mere vand, som gør situationen alvorlig.
"Det, der gør det usikkert lige nu, er, at man venter på, at store vandmængder skal komme fra det nordlige Thailand og ind gennem Bangkok og så ud i havet, og det giver nogle forudsigelser om, at her igen vil blive oversvømmet," siger han til Newspaq.
Og udsigten til mere vand har fået ambassadøren til at tage sine forholdregler.
"Vi overvejer, om vi skal sende nogle folk uden for byen. Hvis vores ambassade bliver uarbejdsdygtig på grund af vandskader, så har vi nogle mennesker, inklusive mig selv, der kan flytte et andet sted hen," siger Michael Winter.
Han forklarer, at de lige nu har flyttet alle møblerne fra stueplanen op på første sal.
Den danske ambassade ligger i Bangkok, og herfra har man et par råd til de danskere, som befinder i sig landet.
"Vi råder dem til at holde øje med de lokale myndigheder, der hvor de bor. På tv og i aviser ser det meget voldsomt ud, men det er kun i Bangkok og nord for Bangkok, at situationen er så alvorlig," siger Michel Winter til Newspaq.
Oversvømmelserne fik onsdag myndighederne til at lukke millionbyen Bangkoks næststørste lufthavn, Don Muang. Det er herfra lavprisselskaberne flyver. Michael Winter forklarer, at den internationale lufthavn stadig er åben, og at det ofte er her, at danske turister lander. Ambassadøren påpeger, at det stadig er sikkert at rejse til Thailand.