18-årige Christian Eriksen får nu chancen for at spille sig til en plads på Danmarks VM-hold.
Fredag meddeler Dansk Boldspil-Union i en pressemeddelelse, at den talentfulde midtbane-kreatør er udtaget til truppen mod Østrig.
Meldingen kommer på trods af, at træner Morten Olsen og Christian Eriksen selv har udtalt, at A-landsholdet var et lidt for hurtigt skridt i en karriere, der er skudt i vejret med raketfart.
"Han er en fremtidens mand på det danske landshold, som vi nu får chancen for at hilse på allerede i næste uge," siger Morten Olsen.
Det er blandt andet Christian Eriksens fremragende præstationer på sit klubhold Ajax Amsterdam - senest i gårsdagens Europa League-opgør i Torino mod Juventus.
"Vi har igennem flere år været opmærksom på Christians enorme potentiale. Og vi har med stor glæde fulgt, hvordan han inden for kort tid har vist et meget højt niveau i sine klubkampe for Ajax endda mod rigtigt gode modstandere," udtaler Morten Olsen.
I fraværet af AGF'erne Jakob Poulsen og Martin Jørgensen samt Jesper Grønkjær fra FCK har Olsen til venskabskampen mod Østrig har landstræneren desuden udtaget Peter Nymann, Esbjerg, og Martin Ørnskov, Silkeborg.
Endnu en spiller mangler at blive udtaget til truppen på 19 mand. Hvem det bliver ventes offentliggjort i weekenden.