Det er svært at spå, især om fremtiden. Men ved hjælp af kunstig intelligens og millioner af sygdomsdata, vil det blive muligt for din læge at kunne se 20 år ud i din sundhedsfremtid. Det skriver Videnskab.dk.
Et dansk-britisk studie viser, at det i fremtiden vil være teknisk muligt at gå til lægen og få svar på om du vil få kræft, gigt eller blodforgiftning inden for de næste 20 år. Studiet er netop blevet publiceret i tidsskriftet Nature Computational Science.
Forskerne bag har skabt en algoritme baseret på kunstig intelligens, der med høj sandsynlighed kan forudsige, hvilke diagnoser ud af 1.000 mulige en person vil få i fremtiden. Den kan også regne ud, hvilken rækkefølge sygdommene kommer i.
I studiet præsenterer danske og britiske forskere en prototype på en AI-model, der fungerer efter samme princip som ChatGPT og andre af de sprogmodeller, der er kommet frem i de senere år.
Modellen hedder Delphi-2M og er trænet til at forudsige sygdomme på helbredsdata fra mere end 400.000 briter. De mange data har gjort algoritmen i stand til at genkende sygdomsmønstre og lave statistiske forudsigelser 20 år frem i tiden.
Det er epokegørende, at en AI-model kan analysere så mange sygdomme samtidigt og genkende deres relation til hinanden, siger den danske professor Søren Brunak, leder af Københavns Universitets Afdeling for Sundhedsdataforskning og AI, der har været med til at udvikle og teste Delphi-2M.
Delphi.2M er dog stadig en prototype, så der kommer til at gå et stykke tid, før det vil være muligt at få en sundhedsprognose hos lægen.
Læs hele sagen her.