I de seneste døgn har libysk tv påstået, at danske F16-fly har bombet Gaddafis private hjem.
Men det afviser presseofficer Michael Langeberg fra Flyvertaktisk Kommando blankt.
"Danske F16 har ikke afleveret våben i Libyen endnu overhovedet. Så det kan slet ikke lade sig gøre, at de skulle have ødelagt noget i Libyen," siger han til Newspaq.
Det er i øjeblikket den amerikanske kommando, der udstikker opgaverne for de seks danske F16-fly og de 120 medarbejdere, der befinder sig på Sigonella-basen på Sicilien.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste også på sit ugentlige pressemøde i dag, at de danske F16-fly har bombet Gaddafis hjem.
"Det er jo et udtryk for den propaganda som Gaddafi-regimet tyer til. Det kan jo ikke overraske nogen. Alle ved, at det forholder sig sådan," lød hans kommentar.
På libysk stats-tv sagde nyhedsoplæseren bl.a., at Danmark i årevis har ført "en kampagne mod muslimer". Her var offentliggørelsen af karikaturtegningerne af profeten Muhammed en af de danske provokationer.