Løberen Kristoffer Hari nærmer sig den magiske grænse på 10 sekunder i 100 meter løb.
Den 21-årige dansker satte torsdag en tid på 10,08 sekunder ved et stævne i Austin i USA.
En medvind på 2,6 sekundmeter betyder dog, at tiden ikke bliver officielt registreret.
Ifølge Dansk Atletikforbund har ingen dansker nogensinde løbet 100 meter så hurtigt, uanset hvor meget hjælp de har fået af vinden.
Det er blot to uger siden, at Hari forbedrede sin egen danske rekord med tre hundrededele af et sekund til 10,26 sekunder. Det skete ligesom torsdag også ved et stævne i Texas.
Trods torsdagens stærke tid så rakte det ikke til en plads blandt de otte deltagere i finalen for Kristoffer Hari, da der blev løbet særdeles hurtigt ved stævnet i Austin.
Kristoffer Hari blev allerede for seks år siden kendt under navnet "Dynamit- Hari ", da han som 15-årig var indehaver af europarekorden på både 100- og 200-meteren for sin aldersgruppe.
Generelt så har de danske løbere fart i benene for tiden. Torsdag satte 26-årige Astrid Glenner-Frandsen dansk rekord i 100 meter løb på kvindesiden med tiden 11,39 sekunder.
Den hidtidige rekord fra 1983 på 11,42 sekunder tilhørte Dorthe Rasmussen.
/ritzau/