Danskerne stiller TV-danskoene på hylden.
Efter TV-programmer som Vild med dans , Varm på is og Ka du danse? er den nationale dansefeber tilsyneladende ved at lægge sig.
Som følge af manglende billetsalg til danseprogrammet Dansk Danse Grand Prix, der skulle have været afholdt ved et stort anlagt show i Horsens den 7. juni med 4.000 billetter, har DR nu valgt at aflyse programmet.
»Vi ser det selvfølgelig som et tegn på, at der ikke er interesse for danseshowet. Måske er der en generel afmatning af danseprogrammer. Der har jo været rigtig mange, så det er ikke så unikt mere, som det var, da ¿Vild med dans¿ kom frem,« siger DRs underholdningsredaktør Jan Lundme og tilføjer, at DR ikke har planer om nye danseprogrammer foreløbig.
Heller ikke Kanal 5 har nye danseprogrammer på bedding, efter at kanalens nyeste danseprogram, So you think you can dance - Scandinavia , har haft skuffende seertal.
Dårlige seertal
»Den skandinaviske version af So you think you can dance er ikke gået efter vores forventninger. Programmet har ikke haft så gode seertal som Kan du danse? fra i 2006,« siger Kanal 5 s informationschef Jesper Jürgensen.
Mere Vild med Dans
Hos TV2 har man dog ikke lagt danseskoene på hylden. Efter forårets tv-flop Varm på Is er TV2 til efteråret klar med en ny sæson af seermagneten Vild med dans .
TV2s underholdningschef, Gitte Madsen, afviser, at befolkningen er ramt af en lurende dansetræthed.
» Vild med dans kan noget helt særligt i sin genre.
Dansen har ikke været målet, men årsagen til at mødes. Det har fået en særlig plads i seernes hjerter. Og så har vi et rigtig godt hold i denne sæson,« siger Gitte Madsen.