'Vild Med Dans'-stjernen Silas Holst har en dunkel fortid med en voldelig ekskæreste.
I danserens nye bog 'Silas - bag dansen' fortæller han om en ekskæreste, der systematisk manipulerede, tæskede og misbrugte ham. Det skriver ekstrabladet.dk.
Ekskæresten, som Silas Holst kalder for Jesper i bogen, tvang ham desuden til at tage afstand fra familien og vennerne. Og han ville vide alt om, hvad Silas Holst foretog sig.
Trods danserens forsøg på at please ekskæresten, kunne han ikke skærme sig mod vreden.
- Da jeg nåede hjem, flåede Jesper døren op og gav mig en knytnæve midt i ansigtet, mens han skreg, hvor jeg havde været, og om jeg havde en affære, skriver Silas Holst ifølge ekstrabladet.dk om en dag, han kom et kvarter senere hjem, fordi bussen var forsinket.
- Han gik fuldstændig amok og tæskede løs på mig, indtil jeg blødte ud af næsen. Han hev mig ind i vores soveværelse og kylede mig ned på sengen, mens han skreg bandeord og forbandelser ind i hovedet på mig, skriver han videre om episoden.
Senere låste ekskæresten Silas Holst inde på et lille toilet og lukkede ham først ud næste dag. Det var nok for danse-stjernen, som flygtede fra lejligheden og det voldelige forhold.
Et forhold, hvor Jesper godt måtte tage ud, men hvor Silas Holst helst skulle blive hjemme. Et år efter bruddet mødtes de igen og var par i seks uger, inden de gik endeligt fra hinanden.
Kilde: ekstrabladet.dk