En blid duft af parfume kæmper om opmærksomheden med nypudsede sko, knælange nederdele og mørke bukser med pressefolder.
Den højloftede, men ellers anonyme kantine på Lokalcenter Vejlby agerer balsal, da tredje indledende runde af konkurrencen Dans dig glad skal afgøres.
Konkurrencen er udtænkt af den nye chef for Århus Festuge, Jens Folmer Jepsen, og er åben for alle ældre over 60 år. Næsten alle deltagerne er nybegyndere, og de har inden konkurrencens start fået to gange to timers træning om ugen i 10 uger.
Den store finale afvikles på Rådhuset under festugen.
Inden konkurrencens start bliver der bakset med de sidste detaljer. To damer assisterer en herre med at få fastgjort et nummer på ryggen af hans skjorte med sikkerhedsnåle. Den ene dames hånd hjælper til under skjorten.
»Jeg vil gerne vide, hvem der er inde under skjorten?« lyder det bestemt fra kavaleren, hvilket afstedkommer en let fnisen fra de to hjælpende ånder.
Ingen ældrebyrde her
I alt syv par har meldt sig til dagens konkurrence. På slaget to indledes dansen med yndefuld nejen og høviske buk, og det viser sig hurtigt, at ordet ældrebyrde i høj grad er en teoretisk størrelse udtænkt af bekymrede samfundsøkonomer. Hoftevrid, hurtige fodskift og et smittende engagement viser, at generation 60+ har særdeles meget at byde på.
En stor del af publikum består af danserne fra de to andre indledende runder, der lige skal tjekke niveauet hos konkurrenterne. Deriblandt Marianne Høegh, der vandt sølvmedalje i latin i en tidligere runde i Viby, og hun er ikke skræmt over niveauet, men understreger dog, at det handler om langt mere end at vinde:
»Vi har både fået masser af motion og hjernegymnastik, for det er virkelig svært at koordinere arme, ben og rytmer.«
I pausen, inden det endelige resultat opgøres, demonstrerer de to undervisere og dansetalenter Janick Løwe og Pia Lundanes, hvordan en salsa kan se ud.
»Peter, kan du se, det er sådan, du skal gøre,« lyder det fra en af damerne, der tilsyneladende ikke er helt tilfreds med sin partners indsats.
Ivrige dansere
Alligevel er dommer Peter Dam Ringgard meget overrasket over det høje niveau.
»Det var utroligt, så let til bens de ældre er, og det var tydeligt at se, at de virkelig vil det her,« forklarer han.
Janick Løwe, der har undervist dagens deltagere, er enig:
»Allerede efter anden undervisningsgang lignede det dans. De har virkelig udviklet sig.«
Vinderne af både standard- og latinkonkurrencen blev ægteparret Peter Jensen og Lone Joost Jensen, der begge er 64 år.
Lone Joost Jensen afslører over for Nyhedsavisens udsendte, at parret har smug-øvet hjemme i stuen – dog kun latin.
»Der er ikke plads til at danse standard,« forklarer den nykårede guldmedaljevinder.
De fem bedste par i hver kategori går videre til finalen og vil få sponsoreret yderligere fire ugers danseundervisning.