Med en speed som er få forundt i Superligaen satte Danny Olsen to gange OB’s forsvar til vægs, og med iskolde afslutninger lagde han de fynske medaljedrømme på is.
Den vævre højrekant var i den grad manden, som genrejste et FC Midtjylland-hold, der indtil Olsens udligning virkede rådvilde efter OB’s hurtige mål.
Før kampen havde han kun scoret en enkelt gang i denne sæson, og det var derfor en ovenud tilfreds Danny Olsen, som kunne fejre sejren efter kampen.
»Det har ikke altid været lige sjovt i min tid her ovre. Jeg har ikke haft så meget tur i den, men jeg synes mit forår har været godkendt, og derfor var det fantastisk for mig personligt at score to mål i så vigtig en kamp,« jublede han.
Læst på lektien
Danny Olsen og hans træner havde inden kampen kigget OB efter i sømmene, og de var derfor klar over, hvordan den hurtige spiller skulle agere i det hærde-brede fynske forsvar.
»Vi vidste, at min hurtighed kunne give dem problemer, og samtidig ligger de højt med deres backs, og det fik jeg udnyttet til fulde,« forklarede Danny Olsen.
Erik Rasmussen var heller ikke kun glad på holdets vegne. Danny Olsens præstation varmede også den afgående FCM-træners hjerte.
»Det var enestående flotte mål fra Danny i dag, og han er nu begyndt at vise det potentiale, som vi hele tiden har vidst, han besidder. Det er svært at sige, hvorfor det lige lykkedes i dag, men det er dejligt for ham men så sandelig også for os trænere,« roste Erik Rasmussen.
Med sejren har FC Midtjylland fem point ned til OB på fjerdepladsen, og derfor er ulvene så godt som sikre på medaljer.
OB skal modsat kigge sig over skulderen, hvis TOTO Cup-pladsen skal holdes.
»Det kan blive svært nok, hvis niveauet ikke hæves til på søndag,« noterede OB’s tydeligt skuffede træner, Lars Olsen.