Danny Olsen blev matchvinder i overtiden for AGF i en 1-0-sejr over FC Roskilde.
To minutter inde i overtiden modtog den indskiftede kantspiller bolden og bankede sejren hjem på NRGi Park.
AGF'erne var ellers tæt på at sætte vigtige point over styr i det tætte oprykningspil i 1. division, hvor Lyngby er den største konkurrent.
Sejren sender AGF op på 38 point, hvilket er et point mindre end Lyngby på andenpladsen. Holdet nord for København, der torsdag tabte 0-1 i Horsens, har dog spillet en kamp mere end århusianerne.
Modsat AGF og Lyngby har førerholdet Viborg sat kursen direkte mod Alka Superligaen.
Auri Skarbalius' midtjyske tophold har 47 point på førstepladsen efter en hjemmesejr torsdag over HB Køge, der blev slået 2-0.
Meget tyder på, at Viborg allerede nu har sat sig på den ene af de to oprykningspladser, hvilket betyder, at den største spænding i øjeblikket knytter sig til andenpladsen.
/ritzau/