Dagen inden transfervinduet lukkes, er det lykkedes FC Midtjylland at finde en erstatning for Mikkel Thygesen. Midtjyderne har købt Danny Olsen i FC Nordsjælland, og den hurtige midtbanespiller skifte med øjeblikkelig virkning på en 4½-årig kontrakt.
Det er kun et år siden, Danny Olsen kom til FCN fra AB.
»Jeg er meget taknemmelig for den behandling og udvikling, som jeg har oplevet i FC Nordsjælland. Det har været et helt fantastisk år i FCN med et topprofessionelt trænerteam og ledelse, og jeg skylder også mine holdkammerater en stor tak for min udvikling og profilering. Jeg føler mig utrolig godt rustet til nye udfordringer, og håber at FCNs trofaste fans ikke vil være alt for hårde ved mig, når vi snart mødes til topopgør i SAS Ligaen,« siger Danny Olsen.
Ifølge Ekstra Bladet betaler FC Midtjylland tæt på fire millioner kroner for Danny Olsen, og i FC Nordsjælland erkender man, at FC Midtjyllands bud var for godt at sige nej til.
»Vi havde naturligvis gerne beholdt Danny, men er fuldt bevidste om at køb og salg er en vigtig del af en professionel fodboldforretning. Det er også glædeligt, at buddet er fuldt på højde med de udenlandske følere vi har haft på Danny, og da vi er særdeles godt besat med hensyn til klassespillere på de offensive positioner, så har vi efter grundige overvejelser valgt at acceptere FCMs attraktive tilbud,« siger FCN-sportschef Jan Laursen.
Danny Olsen spillede 30 kampe for FC Nordsjælland og scorede 10 mål.