Dannerhusets Vibe Voetmann troede lige, at Danmark var sluppet fri af den slags fordomme:
Husspektakler skal man tage med ro, for folk ordner nok bedst selv deres egne private problemer. Desuden ligger der jo kærlighed gemt bag hvert eneste skænderi.
Eller sagt med justitsminister Lene Espersens (K) egne ord i morges i radioens P3:
- I hver eneste by er der ægtefolk, der lever som hund og kat. De elsker hinanden, men skændes hele tiden, sagde ministeren.
Udtalelsen faldt som led i en forklaring på, hvorfor politiet rykker ud til færre og færre huspektakler.
Men nej, mener Vibe Voetmann, der er leder af kvindekrisecenteret Dannerhuset - sådan må man for alt i verden ikke se på problemet. For mange danske ægtepar elsker ikke hinanden.
De slår tværtimod hinanden ihjel.
- Vi troede simpelthen ikke, at der var noge, der tænkte sådan mere. Hvert år dør 25 kvinder og syv børn som følge af vold i hjemmet. Det kan man da ikke kalde at elske hinanden, siger Vibe Voetmann, der opfordrer ministeren til at trække sin udtalelse tilbage.
- Vi er så afhængige af politiets hjælp. Ministerens ord rammer kvinderne på vores center meget hård, og de føler sig latterliggjort og trådt på, siger Vibe Voetmann.
Hun kan ikke se, hvordan ministerne kan få sig selv til at komme med sådan en udtalelse.
- Den gode version er, at hun bare ikke har tænkt over, hvad hun siger. Den dårlige version er, at hun virkelig mener det, og så har vi et stort problem, siger Vibe Voetmann.
Hvert år udsættes 41.000 kvinder ifølge Dannerhuset for partnervold, og 30.000 børn er enten vidne til volden eller lægger selv ryg til.
Justitsminister Lene Espersen oplyser gennem sin pressechef, at hun ikke har tid til at kommentere sagen i dag.