Danske fodboldfans i almindelighed og DBU i særdeleshed får i eftermiddag det længe ventede svar på, hvilken straf Danmark idømmes ovenpå skandalekampen mod Sverige i Parken forleden.
Ifølge Borsen.dk, som har talt med en pressemedarbejder hos det europæiske fodboldforbund (UEFA), vil afgørelsen blive offentliggjort omkring klokken 16 eller 17.
Danmark ventes at blive dømt som taber af kampen med 0-3. Desuden risikerer landsholdet at skulle spille en eller flere af de resterende hjemmekampe i EM-kvalifikationsturneringen uden tilskuere eller på neutral grund.
Den dramatiske kamp mod Sverige blev afbrudt kort før tid ved stillingen 3-3, da en tilskuer løb ind på banen og overfaldt dommeren, som netop havde dømt straffespark til Sverige og udvist den danske midtbanestjerne Christian Poulsen.