Danmarks fremtid i det europæiske politisamarbejde er definitivt på plads.
Det står klart, efter at de resterende 27 EU-lande i løbet af det seneste døgn alle har godkendt den aftale, der skal sikre det fortsatte samarbejde.
Tilbage er nu blot en formalitet. Nemlig at Danmark og Europol i løbet af weekenden underskriver aftalen.
Dermed når parterne lige nøjagtigt i mål inden en vital deadline. På mandag mister Danmark nemlig formelt set det fuldgyldige medlemskab af Europol.
Det faretruende brud er konsekvensen af den folkeafstemning om Danmarks retsforbehold, der fandt sted i december 2015.
Her stemte et flertal af vælgerne nej til at afskaffe retsforbeholdet. Dermed havde Danmark kurs mod at ryge ud af politisamarbejdet - hvis altså ikke det lykkedes at lande en aftale.
Mange mente, at tiden var for knap. Men på rekordfart er en aftale alligevel kommet på plads.
- Vi får en tilfredsstillende aftale med Europol, og det er godt for dansk politi, erklærede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forleden.
Indgåelsen af aftalen markeres lørdag med en ceremoni i Bruxelles.
I den belgiske hovedstad vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mødes og trykke hænder med EU-præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
/ritzau/