Ved indgangen til 2020 var Anders Holch Povlsen god for lidt under 40 milliarder kroner. I de mellemliggende 18-20 måneder er der sprøjtet penge ind på kontoen i en sådan fart, at formuen nu er mere end fordoblet – til 80 milliarder kroner.
Det skriver Finans.
Det er specielt i 2021, pengetanken er vokset – faktisk er Holch Povlsen blandt de personer i verden, der har øget formuen mest, ifølge Bloomberg, der netop har offentliggjort listen over verdens rigeste. Her indtager Holch Povlsen pladsen som nummer 176. I starten af året var han nummer 250 og året forinden nummer 300.
Hidtil har det været tøjfirmaet Bestseller, der har været guldåren i Holch Povlsens forretningsimperie. Men den plads er overtaget det svenske betalingsfirma, Klarna, der er værdisat til hel 45,6 milliarder dollars. Her ejer Holch Povlsen 11 procent af aktierne.
Ud over de nævnte firmaer har Holch Povlsen investeret i en lang række større og mindre firmaer. I foråret købte han sig ind i fodboldklubben FC Midtjylland, ligesom han har overtaget eb del af aktierne i ”Løvens hule”-investor Jacob Riisgaards selskab, Coolshop.