Danmarks regering har valgt at øge sit bidrag til Det Internationale Antidoping Agentur (Wada).
Det oplyser Wada i en pressemeddelelse.
I forvejen lød Danmarks bidrag på 104.035 dollar (628.000 kroner), men det er øget med yderligere 70.000 dollar svarende til 423.000 kroner.
Wadas præsident, Sir Craig Reedie, udtrykker taknemmelighed over bidraget.
- Det generøse bidrag afspejler Danmarks partnerskab og løbende engagement i beskyttelsen af rene atleter over hele verden. Det vil blive brugt til at forbedre agenturets overvågningsprogrammer, siger præsidenten.
- Programmet repræsenterer den mest grundige gennemgang af antidopingregler og -programmer, der nogensinde har fundet sted.
- Det har til formål at styrke atleternes og offentlighedens tillid til standarden for antidopingorganisationers arbejde på verdensplan, tilføjer han.
Danmarks kulturminister, Mette Bock (LA), finder det naturligt at hjælpe på det punkt.
- Danmark har høje ambitioner i den globale kamp mod doping, og derfor kan jeg med glæde bekræfte det ekstraordinære bidrag.
- Dette område er nøglen til at sikre et stærkt og harmonisk antidopingsystem på tværs af alle sportsgrene og lande og dermed sikre lige vilkår for sportsfolk globalt, lyder det fra Mette Bock.
/ritzau/