Styrelsen for Patientsikkerhed vil udstede et påbud til plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det fremgår ifølge
Jyllands-Posten af en afgørelse, som styrelsen har offentliggjort tirsdag.
Som følge af bl.a. den massive presseomtale kom Styrelsen for Patientsikkerhed den 28. maj på tilsynsbesøg på plejehjemmet, og det er på den baggrund, at styrelsen nu har besluttet, at den vil udstede et påbud.
Der er "større problemer af betydning for den fornødne kvalitet," lyder den samlede vurdering af forholdene på Danmarks i øjeblikket mest omtalte plejehjem.
Samtidig med varslingen af påbuddet stiller patienttilsynet en lang række krav, som Aarhus Kommune skal opfylde, før påbuddet vil blive ophævet.
Under tilsynsbesøget, hvor tilsynets udsendte talte med personale, beboere og gennemgik journaler, konstaterede tilsynet en lang række problemer. Blandt andet var gennemgående en "utilstrækkelig og usystematisk dokumentationspraksis" - den var ej heller opdateret og aktuel i forhold til borgernes behov for hjælp, pleje og omsorg, "hvilket udmøntede sig i en manglende systematisk praksis i plejeenheden for arbejdet med opsporing, opfølgning og forebyggelse af funktionsevnetab og forringet helbred hos borgerne."
- Det er derfor styrelsens vurdering, at det derfor ikke var alle relevante medarbejdere, der havde det fornødne indblik i borgernes ressourcer og udfordringer, og dermed manglede grundlaget for, at der i plejeenheden kunne ydes hjælp, pleje og omsorg af den fornødne kvalitet, hedder det i afgørelsen.
Styrelsen lægger desuden vægt på, at "der var manglende systematik angående dokumentation af og indhentning af borgernes eventuelle ønsker til livets afslutning."